Marketingchefen siger med overbevisning, at virksomheden har et loyalitetsprogram, og at det virker. Point, kort, niveaubaserede rabatter, det sædvanlige. Alt ser ud til at være i orden. Så stiller du et meget enkelt spørgsmål: Kan kunden, der optjener point i butikken, se sin saldo i appen? Som regel bliver der stille. Programmet er egentlig ikke i stykker. Problemet er, at det kun virker ét af de steder, hvor kunden handler, og i dag holder næsten ingen sig til en enkelt salgskanal. Et kort, der lever i butikken, men ikke findes på websitet, eller omvendt, hvilket også forekommer, er formentlig den mest udbredte fejl hos mellemstore detailhandlere. Det er også den fejl, der er sværest at opdage i tide, fordi den ikke viser sig i nogen rapport, før nogen beslutter sig for i ro og mag at se på, hvad der faktisk foregår. Dette er den første case i serien Loyalty Autopsy: diagnosen, den reelle årsag og recepten, når dit program er blevet delt i to, uden at nogen nogensinde har besluttet det. For ingen udformer et program, der kun skal virke halvdelen af tiden.
Diagnosen: et program, som kunden ikke kan tage og føle på
Forestil dig en stamkunde hos en modekæde. To års pointoptjening i butikken. Fysisk kort, medlemsnummer og den vage, men reelle følelse af at have noget til gode. En helt almindelig søndag handler kunden på websitet, kommer til checkout og ser intet spor af saldoen. Kunden åbner appen, og heller ikke dér er der noget. Kunden ringer til kundeservice, men medarbejderen kan ikke hjælpe, fordi oplysningerne kun findes i butikkens kassesystem. Kunden har i praksis to loyalitetsprogrammer hos den samme detailhandler, og de taler ikke sammen. Et til butikken og et andet, langt mere magert, til alt det andet. Og netop »alt det andet« er år efter år det, kunden bruger flest penge på.

Det er egentlig ikke noget nyt. Problemet har en velkendt forløber: det klassiske loyalitetskort, det med stempler og rabat ved kassen, fangede aldrig al en kundes aktivitet.
30–40 %
af transaktionerne var det meste, et klassisk loyalitetskort nogensinde nåede at fange: resten passerede uregistreret, uden navn og uden mulighed for opfølgning.
Nutidens pointprogrammer arver den samme begrænsning, men med én forskel: nu er den usynlige kanal ikke »det, der aldrig blev registreret«, men »det, der blev registreret det forkerte sted«. Kunden får ganske vist point, men ikke dér, hvor kunden senere vil bruge dem. Og her er det mærkelige: symptomet ses ikke i noget salgsdashboard. Omsætningen fortsætter med at strømme ind, programmet ser levende ud, og ingen alarmer går i gang. Problemet bliver først synligt, når nogen sætter sig ned og måler den reelle deltagelse: hvor mange tilmeldte kunder der har indløst noget inden for de seneste tolv måneder, og hvor mange der har handlet i mere end én kanal. Så holder tallene pludselig op med at gå op. Og det mærkeligste, som virkelig overrasker, når man tænker over det, er, at ingen lyver i mellemtiden. Butikken ser, at programmet virker, fordi det gør det i den kanal. E-handlen regner det ikke engang med i sine nøgletal, fordi programmet set fra deres side simpelthen ikke eksisterer: det ses ikke i deres checkout og påvirker ikke deres konverteringstal. Hvert team har ret med hensyn til de data, det forvalter, og det er netop dér, fælden ligger. Problemet findes ikke i en enkelt rapport, men i hullet mellem rapporterne.
Hvorfor det sker: loyalitet som et tilføjelsesmodul til kassesystemet
Årsagen er sjældent sjusk, men arkitektur, og oven i købet gammel arkitektur. Hos de fleste detailhandlere blev loyalitetsprogrammet født som et modul i kassesystemet: en tilføjelse til kasseterminalen, der skulle lægge point sammen, når nogen betalte i butikken. Dengang var det helt logisk, fordi næsten hele forretningen gik den vej. Problemet er, at forretningen ændrede sig, mens programmet stod stille. E-handlen kom, så appen, så WhatsApp som kanal til både køb og support, og loyalitetsmodulet blev præcis, hvor det blev født: i kassesystemet. Det er en designfejl, ikke manglende vilje, og det er værd at sige tydeligt, fordi det oftest tolkes forkert. Ingen vågnede en dag og besluttede, at »vi belønner kun kunder i butikken«. Systemet, der håndterer fordelen, blev simpelthen aldrig bygget til at tale med webshoppens checkout, og at koble dem sammen bagefter, oven på et system, der ikke var bygget til det, bliver dyrt, langsomt og ofte aldrig helt færdigt. Her sidder mange detailhandlere fast i årevis: den »oplagte« løsning, at integrere det nuværende pointsystem manuelt med e-handlen, betyder som regel indgreb i kassesystemet, ERP-systemet og webshoppens prismotor. Det er ikke, fordi ingen vil løse det. Problemet er, at sådan en tilgang bliver et projekt, der konkurrerer om budget og IT-tid med andre, mere presserende prioriteter. Og i mellemtiden bliver intet løst. Det reelle paradigmeskift går en anden vej: fordelen beregnes og anvendes ikke i et isoleret modul, men ved at kundens data tjekkes i realtid, præcis i betalingsøjeblikket, uanset hvilken kanal betalingen sker i. Når loyaliteten ligger i en headless loyalitets- og kampagnemotor ved kassen og ikke i et hjørne af kassesystemet, er det ligegyldigt, om kunden betaler i butikken, på nettet eller på mobilen: motoren tjekker de samme data og anvender den samme fordel alle tre steder.

Den skjulte omkostning ved et fragmenteret program
Den dyreste del af fejlen er ikke teknisk, men handler om tillid, og det er mere alvorligt, end det lyder. En kunde, der ikke kan tjekke sin saldo, eller som får at vide, at det, der er optjent i butikken, ikke gælder online, lærer hurtigt en ubehagelig lektie: programmet er ikke til at stole på, så det er bedst ikke at regne med det. Kunden holder op med at tjekke saldoen og holder op med at forvente fordelen, og virksomheden mister præcis det, et loyalitetsprogram skal skabe: en grund til at komme tilbage. Derudover ringer kunden til kundeservice for at spørge om noget, kunden burde kunne klare selv. »Hvor mange point har jeg?« bør ikke kræve en medarbejder i den anden ende af røret. Og hver gang det gør, opstår der en driftsomkostning, som ingen budgetterede med i loyalitetsprogrammet. Så er der data, måske den mindst synlige skade af alle. Hvis pointsystemet lever adskilt fra resten af forretningen, deles kundeadfærden også op i to registre, der ikke taler sammen. Marketingteamet kan ikke se, om kunden, der handler i butikken, også handler online, fordi systemet bogstaveligt talt ikke ved det. Og det rammer præcis dér, hvor det gør mest ondt for marketingchefen: CLV og avance. Hvis du ikke ser hele kunden, kan du ikke vide, hvor meget kunden reelt er værd, eller hvor store fastholdelsesindsatser kunden fortjener. En kunde, der handler i begge kanaler, kan i opdelte rapporter ligne to gennemsnitlige kunder i stedet for én meget god, og beslutninger om loyalitetsinvesteringer, der træffes ud fra det halve billede, bliver næsten pr. definition forkerte, uanset hvor gennemtænkt strategien ser ud på papiret.
Recepten: ægte omnichannel-loyalitet
Løsningen er ikke at »gøre sig mere umage« med det nuværende program, men at ændre, hvor kundens data ligger. En samlet digital wallet løser problemet fra bunden: ét digitalt rum med kundens saldo, historik og fordele, tilgængeligt fra forskellige miljøer (indbygget i detailhandlerens egen app, i en white label-app, i Apple Wallet eller Google Wallet med Mobile Pass eller direkte i browseren), men altid med det samme indhold og den samme oplevelse, opdateret i realtid. I praksis betyder det, at point optjent i butikken kan indløses i webshoppen og omvendt, uden forsinkelser eller manuel synkronisering, med den samme saldo synlig i alle kontaktpunkter, hvor kunden vil kigge. Kunden, der før ringede for at spørge til sin saldo, slipper for det: kunden kan tjekke den selv, med det samme, hvor det passer bedst. Tag et konkret eksempel: en kunde handler i butikken en lørdag og får point. Søndag, i sofaen, går kunden ind på den samme detailhandlers website og ser saldoen opdateret på sin konto, ikke en version fra et par dage tilbage, men den reelle. Kunden indløser en del af pointene på et onlinekøb. Systemet trækker dem fra den ene saldo, ikke fra en separat kopi. Når kunden kommer ind i butikken ugen efter, er saldoen, som kassemedarbejderen ser ved kassen, igen den samme. Der findes ingen »butiksversion« og »webversion« af kunden. Der findes én kunde med én saldo, synlig overalt. Og den kontinuitet er præcis, hvad en kunde forstår ved at »være medlem af et loyalitetsprogram«. Det er ikke meget forlangt. Det er simpelthen det mindste, man kan forvente af noget, der bærer det navn. Du behøver ikke engang røre ERP-systemet eller webshoppens prismotor for at få det til at ske: fordelen beregnes og anvendes ved kassen af en headless loyalitets- og kampagnemotor, der tjekker eksisterende data i betalingsøjeblikket. Marketingteamet får fuld kontrol over programmet uden at være afhængigt af et langt integrationsprojekt, og IT-teamet behøver ikke oprette en ny udviklingsopgave, hver gang en programregel ændres. Og det kræver ikke det årelange projekt, som mange teams frygter. Projekter med CDP og loyalitet i enterprise-klassen tager normalt 8 til 18 måneder. En integration, der bygger på et enkelt API ved kassen, tager i stedet uger: de fleste sættes i drift på 4 til 12 uger, afhængigt af detailhandlerens integrator til kassesystemet. Det er ikke endnu et marketingløfte. Det er forskellen mellem at omskrive kassesystemet fra bunden og at koble en headless loyalitets- og kampagnemotor på oven på det.


Sådan ser du, om dit program ville klare denne obduktion
Før du antager, at det her ikke gælder dig, er det værd at stille fem konkrete spørgsmål. Ingen af dem kræver en dybdegående teknisk analyse: svarene får du ved at se på kundens reelle oplevelse, ikke på din nuværende leverandørs produktblad.
- Ser en kunde den samme pointsaldo i butikken, i appen og på websitet, uden forskelle?
- Kan det, der optjenes ved kassen, indløses online, og det, der optjenes online, indløses ved kassen?
- Kan kundeservice tjekke enhver kundes saldo, uanset hvilken kanal kunden har handlet i?
- Kan marketingteamet lancere en ny fordel uden at oprette en IT-opgave om ændringer i kassesystemet?
- Ved du ud fra reelle data, hvor stor en andel af dine tilmeldte kunder der har indløst noget inden for de seneste tolv måneder?
Hvis et af spørgsmålene får dig til at tænke dig om i stedet for straks at svare ja, har dit program mindst én variant af netop dette problem. Og der er intet galt i at erkende det: det er med god margin den mest udbredte af de fire fejl, vi gennemgår i denne serie, hvilket faktisk er en god nyhed. Det betyder, at løsningen allerede er afprøvet. Der er intet, der skal opfindes fra bunden.
Et loyalitetsprogram, som kunden ikke kan tage og føle på, skaber ingen loyalitet. Dette er den første case i Loyalty Autopsy, serien hvor Wapping case for case og uden at nævne brands gennemgår de mest udbredte og mest oversete fejl i loyalitetsprogrammer i detailhandlen. Næste gang: hvad der sker, når en rabat går ud ens til hele kundebasen, uden at skelne mellem dem, der virkelig havde brug for den, og dem, der ikke havde.